Foredrag

Georg Metz er en af landets mest efterpsugte foredragsholdere indenfor det kulturpolitiske område

Humor som overlevelse

Hvis man ikke begriber kvantemekanik, kan man forsøge med humor. I princippet kommer det ud på det samme i det forgæves forsøg på at forstå det uforståelige. Humor er dertil et andet udtryk for at løse gåderne om livets mening. Georg Metz har i årevis i skrift og tale gjort forsøget og er efterhånden kommet så langt fra målet at det er værd at høre på. Der gives ikke ved dørene, facit finder man ikke i en liste, men litteraturen linder af og til på låget. Om ikke andet kan humor, ikke mindst den klassiske jødiske finde anvendelse i nødens stund, hvor latteren er en udvej måske et bud på overlevelse. Måske det sidste. Dét er ikke altid lige morsomt.

1 time med pause og mere humor og spørgsmål der næppe altid kan besvares.

Den danske selvfølelse

Danmark i 1000 år er en overdrivelse. Det må med historiens kilder for hånden tages med forbehold. Danskerne som forfædre betragtet har dog været her længe, forskellige fra egne til egn og uden at vi i dag har ret meget tilfælles med de gamle. Det lader vi som om vi har ved festlige lejligheder. Det gør imidlertid en væsentlig forskel at indse, hvor meget anderledes fortiden var. Et fremmed land, hvor menneskene opførte sig på andre måder, ikke gik rundt og følte sig særligt danske, ikke vidste hvordan kongen så ud, og heller ikke havde anelse om at de var en nation. Det kom sent til os, selvom nogen hævder det hele tiden har været sådan. Den danske selvfølelse overgår ofte den historiske virkelighed, hvad der givetvis har sikret det lille lands overlevelse i en egen art af lykkelig selvstændighed.

Den danske sang

(Med pianist synger vi sammen – uden går det også bare på en anden måde)

Højskolesangbogen, hvori foredragsholderen stolt er repræsenteret, ligner et katalog over danskheden: over tilbageskuende dansk identitet i udvalg fra 1200-tallet til Kim Larsen. Sangbogen er i den grad righoldig at man kan plukke skiftende sange ud og fra disse søge atter nye sammenhænge i opfattelsen af landet og folket fra den tidlige kongestat med den sørgeligt døende dronning Dagmar i Ribe til nutidsironien i blip blop og gud, hvor går det godt; lige fra folkeviserne med stormændene og overklassens liv til romantikkens borgerlige sværmerier i Søndermark og Dyrehave og endeligt til de mere nøgterne, realistiske sociale digtere i o. 1900 da folket på gulvet endeligt blev sat i centrum og fik både mund og mæle.

I sangene ligger kort sagt vores historieskrivning som formuleret digterisk i fortid og nutid.

Der var engang en barndom

En af Storm P.’s utallige ældre herrer siger: Når jeg tænker tilbage på de mange år, er det med inderlig glæde – over at de er overstået. Erindringen er som historien. Den er i udvalg. Et live genoplevet i erindringen, kaldte Johanne Luise Heiberg sine erindringer. Edvard Brandes svarede: Et liv genopløjet i erindringen. Erindring er den erindrendes selvfremstilling, som den erindrende kunne ønske sig det engang havde været. Alligevel må man gøre forsøget og finde ind til en eller anden kerne i det tilbagelagte liv. Georg Metz ser ned i 1950´erne og de tidlige 60´ere i sit erindringsværk om den barndom der var engang. En hel del er sikkert rigtigt husket, andet forskydninger og efterrationaliseringer. Men i sidste ende er det formulerede øjeblikke af den tabte tid, hvor der er plads til en hel del mere end vemod. Som når tante Ella altid forlangte at værtinden, forfatterens mor, ventede med løgsuppen. Gæsterne ville jo ikke gå hjem, men forlænge fornøjelserne og livet, med gulvbrædder om det så skulle være.

Den politiske redelighed

Til hver en tid overvejelser om den politiske situation, som en ældre iagttager af spillet nuværende kolumnist i Information ser den. I foredragsholderens ungdom, der for en stor dels vedkommende professionelt blev tilbragt på Christiansborg, var tingene selvfølgelig anderledes – dengang med Krag, Anker, Hartling og Schlüter. Men så var de heller ikke så meget anderledes. Kampen om magten er evig, det er midlerne der skifter, og de gør de så heller ikke på det menneskelige plan. Med eller uden sociale medier og telefon i lommen har den mest smarte fordele frem for den mindst smarte i det politiske håndværk, som en af de gamle gerne kaldte blodigt (med hårdt d).

Spørgsmål fra salen er velkomne.